Messen startede lørdag kl. 11. Jeg stod i køen ikke helt upåvirket af gårsdagens ekstra stop i hotelbaren på vej hjem i seng. I baren delte Hans-Henrik og andre gavmildt ud af medbragte dramme, og vi fik således en kickstart allerede fredag.

Da jeg kom ind i Josef Kohlmaierhalle, hvor messen foregik i flere etager, var der lige en kø mere, masterclass-køen. Det eneste mindre gode jeg kan finde at sige om Limburg Whiskyfair er, at der ikke på forhånd kan bestilles billetter til diverse masterclasses. Selvom jeg ankom en halv time før messens åbning, var en del af de for mig mest interessante masterclasses allerede udsolgt, da det blev min tur ved disken.

Inde i den store sal kunne whiskyeventyret herefter begynde, og det VAR et eventyr - et slaraffenland af skotske dråber. Med et udbud der siger spar to til alt andet og en stor imødekommenhed blandt importører, destillerifolk og andre entusiaster, var der lagt i kakkelovnen til en smuk weekend. Jeg startede på Blackadder-standen, hvor Robin Tucek skænkede en lille gratis teaser. En enten-eller whisky, som han sagde. Det var en 12 årig Springbank, mørk og med et umiskendeligt præg af kaffe. Da jeg ikke drikker kaffe, gik jeg på Dragens anbefaling hurtigt videre til en 29 års Lochnagar, et flot eksemplar, der fik det til at bølge i kroppen som en hvedemark i vinden. Blomster, honning og en fin kogt frugt-balance. Mindede lidt om Qualityworld's Norse Cask Lochnagar på samme alder. Nu var messen for alvor i gang for mig.
Over de næste to dage oprulledes en forunderlig whiskyoplevelse. Systemet med en lav indgangspris og betaling for alle smagsprøver virkede perfekt for os deltagere og kan kun anbefales til folkene bag den danske whiskymesse. Jeg er overbevist om, at dette system, sammen med antallet af entusiaster, er årsagerne til, at jeg over de to dage ikke så en eneste synligt beruset deltager. Godt humør var der masser af men lallende fuldskab, nej tak!
Her følger nogle af højdepunkterne fra de to dage, hvor jeg følte mig som Lars in Wonderland :

- Hos Doris Debbeler på Whisky Doris standen lykkedes det mig at smage en god Tobermory, noget der ikke ligefrem er sket så mange gange for mig.
Sidste år fik en 34 årig Tobermory fra Whisky Doris guldmedalje hos Malt Maniacs. Fadet med 34 år gammel whisky blev åbenbart ikke tømt, for man lagrede resten videre og aftappede så 191 flasker af den nu 35 års Tobermory, 21.12.1972/25.02.2008. Denne dram er ganske glimrende. Lækker, dyb sherry med røgnuancer. Nogle vil nok sige, at den er over the edge, men for mig er dette et godt eksempel på en gammel, balanceret, vinøs whisky.

- Ved Laird of Glenmore standen fik jeg bekræftet et positivt indtryk af det lidet kendte og forlængst lukkede Coleburn-destilleri. En 1981/2006 G&M CC på bare 43% klarede fint at komme efter en cask strength whisky. Denne Coleburn var en grøn sag forstået på den måde, at jeg fandt noter af såvel grøn the, grønt græs som grønne vingummibamser! En særdeles behagelig dram.

- På Whiskyfair's egen stand blev det til en 37 års Springbank marts 1968/juni 2005, bourbon hogshead, 47.5%. Citrus, kage, lyse nødder og mintgelé smeltede sammen til en smuk helhed og gav mig en af messens bedste whiskyoplevelser!

- Til masterclass med friske og levende Susan Webster fra Dewar Rattray smagte jeg en 18 års Linkwood 1989/2008, 100 procent oloroso lagret og på 58.7%. En flot, kompleks og meget chewy whisky, der bogstaveligt talt fik mit mundvand til at løbe. Sherry blandet med god karamel. Susan fortalte, at Dewar Rattray efter et sagsanlæg fra Dewar's, der laver blended whisky, nu ikke længere må skrive "

JimTaggart wrote:

Da jeg kom ind i Josef Kohlmaierhalle, hvor messen foregik i flere etager, var der lige en kø mere, masterclass-køen. Det eneste mindre gode jeg kan finde at sige om Limburg Whiskyfair er, at der ikke på forhånd kan bestilles billetter til diverse masterclasses. Selvom jeg ankom en halv time før messens åbning, var en del af de for mig mest interessante masterclasses allerede udsolgt, da det blev min tur ved disken.

Jeg er enig.
Jeg havde en lang snak med Jens Altmann om samme. Forklaringen er - man har modtaget mange klager fra folk uden internet..!!! Selvom det lyder helt utroligt i en danskers ører i herrens år 2008, så er der faktisk rigtig mange tyskere der ikke har internet. Der er vel knap nok et land i verden hvor internet og e-mail er en så integreret del af hverdagen som i Danmark.
Hr. Altmann mener det er en besværlig proces - hvem havde betalt - hvem melder fra - hvem kommer..?.
Han mener der er store administrative opgaver forbundet med online bestilling. Og med hensyn til betalingen online, kender tyskerne stort set kun til deres eget EC kort (ikke at forveksle med Eurocard) da alle kendte kreditkort er gebyrbelagte med op til 6% af omsætningen - en udgift som de fleste forretningsfolk gerne er foruden.

De to arrangører og deres medhjælpere er "amatører", forstået på den måde at det ikke er deres levebrød.
Det koster dem begge mange forberedelsestimer og hjælp fra familie og venner.
Man har dog valgt at holde Masterclass billetter tilbage, så de der kommer søndag stadig har mulighed for at komme til smagning.
Jeg vil dog sige at de smagninger jeg var til, var af høj klasse.
Man havde afsat 45 minutter til Samaroli smagningen - den varede nærmere 90 - 100 minutter.