Forslag til forårstur

More
18 years 4 months ago #7432 by fao
Forslag til forårstur was created by fao
Nu nærmer sig tiden, hvor vi skal til at planlægge den årlige forårs tur til Skotland. :D
I år har vi talt om, bland andet at udforske det vestlige Skotland, herunder Skye og Oban.
Vi skal ikke til Islay, som er planlagt til en selvstændig tur senere :wink:
Men hvad mener du, vi absolut skal se og hvad er spild af tid.

Frank

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
18 years 4 months ago #7433 by Macdeffe
Replied by Macdeffe on topic Forslag til forårstur
Hej Frank

Nu er der ikke så mange destillerier i det område - så jeg vil tage alle dem I kommer forbi :-)

Jeg kan ikke komme i tanke om andre end Springbank mm, GlenScotia, Oban, Tobermory, Ben Nevis og Talisker (måske Arran). De ligger spredt ud over et meget stort område så dem alle kan i nok ikke nå ?

Personlig kan jeg anbefale en gåtur op og ned af Ben Nevis hvis Vejret tillader det. Faktisk er det nok naturoplevelserne der er det bedste at gå efter i det her område. Skye skulle efter sigende være et meget flot sted, jeg har desværre aldrig selv været der. Ellers er der jo meget flot i Glen Coe og også en køretur igennem Glen Orchy er også meget flot. En tur med Jacobite Steam train er absolut også anbefalelsesværdigt.

Derudover ved jeg at der er en god Real Ale Bar i Fort William. The Grog and Gruel. Dem er der ikke så mange af i de tyndtbefolkede områder :-(

MacDeffe

Self-Styled Whisky Connoisseur

danishwhiskyblog.blogspot.com/

Please Log på or Create an account to join the conversation.

More
18 years 3 months ago #7462 by karlejnar
Replied by karlejnar on topic Forslag til forårstur

Skye skulle efter sigende være et meget flot sted, jeg har desværre aldrig selv været der.

Her kan jeg så supplere MacDeffe's udmærkede forslag med at sige, at Skye absolut er et besøg værd. Vi har været der hvert eneste år siden 2000, da det er blevet en slags tradition, at vi altid skal derop en tur. Nogle gange har vi været der nogle dage og har kørt rundt, andre gange bare en "smuttur" op til Portree og retur.

Landskabet på Skye er meget anderledes end fastlandets. Især Cuillin Hills er enestående, da det er vulkanske bjerge. Kan anbefale at tage rundturen via Portree, op forbi "The Old Man of Storr" og videre rundt til Uig og retur til Portree. På vejen kan man se Duntulm castle, som er en af utallige ruiner. Lidt før Uig findes et frilandsmuseum, hvor man kan se et par "Crofters" hytter, som i gamle dage lå spredt rundt i de mange Glen's i højlandet og på øerne.
Man kan også køre en vestlig rundtur ad lidt mindre veje, og bl.a. se Dunvegan castle. Vi har ikke været inde på selve slottet, da det var lidt for meget turistpræget.
Det er oplagt, at køre ud til Carbost hvor Talisker destilleriet jo ligger. Man kunne evt. fortsætte ad den lille vej ud til "Fiskavaig", der jo har givet navn til en Whiskyshop aftapning af en "hemmelig" malt fra et destilleri på Skye :wink:

I Portree er der flere hyggelige pubber, bl.a. i Tongadale Hotel. Her er der et rimeligt udvalg i malt whisky. Hvis I kommer en tirsdag aften, er det nok "Heartland", en lokal duo, der spiller dér. Videre rundt om hjørnet i gaden ovenfor havnen er der en anden hyggelig pub, hvor man også kan få lidt at spise. Jeg kan ikke huske hvad den hedder, men de har en fremragende real ale, som kun kan købes der.

På fastlandet er der utallige steder at besøge. Alene vejen fra Fort William op gennem Glen Mor, Glen Garry og Glen Shiel til broen over til Skye er ufattelig smuk (men noget lang!). Her kan anbefales at stoppe ved Glen Garry viewpoint ovenfor Loch Garry lidt efter man er drejet fra i Invergarry. Dernæst er der Cluanie Inn ude midt i "nowhere" lige efter Loch Cluanie, en lille hyggelig pub, hvor man får god mad. Stop igen et sted ved enden af Loch Duich og nyd udsigten. Endelig er der Eilann Donan castle lige før Loch Alsch. Vejen det sidste stykke til Kyle of Lochalsch er også ret speciel, da den er sprængt gennem klipperne flere steder. I god tid får man øje på Skye Bridge, som det danske firma Arup har været med til at bygge. Tidligere skulle man betale for at køre over, men fra 2005 er afgiften fjernet efter mange års massive protester fra øboerne.
I parantes skal bemærkes, at man også stadig kan sejle over, idet der er færge fra Mallaig, samt en lillebitte færge over Kyle Rhea lidt syd for broen, hvis den da stadig sejler.

Mod nord er der mulighed for at køre opad mod Ullapool og videre op til det allernordligste. Eller mod øst over til Inverness.

Hvis man ikke har mod på at tage damptoget til Mallaig, kan man jo tage turen i bil. Man kan stoppe i Glenfinnan, og se den fantastiske udsigt over Loch Shiel. Og den modsatte vej gå en lille tur op i Glen Finnan og se den berømte viadukt fra Harry Potter. Kører man videre er der et stykke med single-track vej, og så et helt nyt snorlige vejstykke mod Mallaig. Her kan det anbefales at køre ad den "gamle" vej langs kysten, og så tage den nye vej tilbage.

Har man mod på at køre til Mull, så er det ad en lang og snoet vej til Lochaline-færgen. Single track det meste. Færgen er rimelig billig og tager kort tid over Sound of Mull. Der er også en færgeforbindelse fra Oban, men den er noget dyrere. Endelig er der en færge mellem Tobermory og Kilchoan på Ardnamurchan halvøen.

Kører man op gennem Glen Coe til Fort William (et absolut must efter min mening), kan man jo køre langs kysten på tilbagevejen ned til Oban. Ifølge vore skotske bekendte, er der også meget smukt syd for Oban, der har vi ikke været endnu.
Der er mulighed for at køre langs kysten ned til Kintyre halvøen, og evt. helt ned til Campbeltown. På tilbagevejen kan man så køre rundt om Loch Fyne. Her kan anbefales et stop i Inveraray. Besøge Loch Fyne Whiskies og spise på George Hotel, eller blot besøge deres hyggelige pub.

Undskyld det lidt lange indlæg - jeg lod mig rive med. Det er svært ikke at gøre det, når der kører en masse gode film i den indre biograf, blot ved at skrive om Skotland. Og rækkefølgen er vist ikke lige logisk, men det afhænger jo også af, hvor lang tid I har tænkt jer at bruge. Jeg er vist lidt forvænt med tiden, for vi er jo altid afsted i 5+ uger.
Og så er der jo overnatninger at tænke på. De første 2 år boede vi på B&B'er og hotel, når det ikke kunne lade sig gøre a.h.t. Ulla's kørestol (og rygevaner). Vi havde ikke booket på forhånd, så en gang imellem tog det lidt tid at finde et egnet sted. Siden da har vi camperet i bilen, de fleste gange på campingpladser, men også på havnen i Tobermory eller midt på torvet i Portree!

Lad os høre lidt mere om jeres planer for turen, og husk nu at skrive en rejseberetning til whiskynyt.

Slàinte
Karl Ejnar
Jeg er ikke samler - blot lidt bagud med at drikke ;-)

Please Log på or Create an account to join the conversation.

Time to create page: 0.217 seconds